30. august 2006

Golden Gate-bridge, Bolinas, Alcatraz og baseball

Så er vi atter tilbage i Chicago, hvor vi efterhånden har været i en uge. Det er på en eller anden måde dejligt at være tilbage i byen igen, hvor alle de andre au-pairs også er. Men jeg vil lige forsøge at berette om de oplevelser, som jeg ellers havde i San Francisco på ferien.

Efter at være faldet godt til i huset, havde Christina en aftale med hendes veninde Lynn, som bor i den lille landsby Bolinas, sammen med hendes mand Scott og hendes søn Tosh. Så vi tog derop og overnattede der. På vej kørte vi over Golden Gate-brigde - et ganske imponerende bygningsværk. Vi stoppede heldigvis for enden af den, så der var muligheder for at få taget nogle gode billeder. Det tager cirka 45 min. at køre derop ad snørklede bjergveje. Bolinas er en lille eksklusiv hippi-landsby, som mest af alt minder om en mild udgave af Christiania. Beboerne foretrækker at undgå for mange besøgende, så hver gang staten sætter skilte op mod byen, så piller de dem ned igen. Det var en meget interessant oplevelse at overnatte der og opleve menneske, for hvem materielle goder ikke er topprioritet. Lynn og hendes familie var ved at bygge et nyt hus - og de havde betalt ikke mindre end 1 million dollars for grunden til huset, hvilket vidner lidt om eksklusiviteten af landsbyen. Men det skal nu også være sagt, at den ligger utrolig smukt mellem bjerge og nær vandet. Men det var nu dejligt at komme tilbage til det "virkelige liv" i San Francisco igen.

Senere på ugen tog jeg på en udflugt med S. Hansen Sightseeing i San Francisco. Her gik turen til fods rundt i midtbyen for at se lidt på hvad den havde at byde på. Jeg fik oplevet den lettere hektiske stemning, som herskede i Chinatown blandt handlende kinesiske husmødre og fotograferende turister. Butikkerne tilbød en blanding af det sædvanlige turistbras og de underligste kinesiske madvarer, hvilket gjorde at jeg undgik den helt store shoppingmani. Derefter gik turen til en lidt mere afdæmpet stemning i North Beach, som også er kendt som "Little Italy". Her var mest små hyggeligt caféer. Derudover fik jeg set sporvognene, var oppe i Coit Tower og se den smukke udsigt over byen og bugten og ikke mindst oplevelsen af total udmattelse efter en hel dag op og ned af de stejle gader. Jeg vil aldrig mere sige at det er hårdt at cykle op ad Dybbøl-banke.

Tirsdagen før vi skulle hjem, tog Zora og jeg med båden ud til Alcatraz for at se det berømte fængsel. Der skulle købes billetter flere dage i forvejen for at komme med, så det havde vi selvfølgelig gjort. Zora var mest af alt begejstret over turen på båden og faldt hurtigt i søvn under den historiske film om fængslet, som vi så lige da vi kom i land. Dermed fik jeg mulighed for i fred og fordragelighed at blive guidet rundt med høretelefoner og høre om den spændende og uhyggeligt historie om et af USAs bedst bevogtede fængsler. Ikke kun var historien meget interessant, men øen havde en spektaktuler udsigt over San Francisco og bugten samt en smuk natur.

Dagen efter var hele familien inde og se baseball på AT&T-park mellem San Francisco Giants og Arizona Diamondbacks. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi fik set homeruns, drama og vigtigst af alt - en sejr til Giants i sidste ende. Den sidste halvdel af kampen flyttede vi ned til at rigtig dyre sæder, hvor vi kunne se Giants lave en homerun i sidste ende, som gjorde at de vandt kampen med 7-6. Bare det at høre brølet fra tilskuerne, da den fløj ud over tribunen gav gåsehud. Jeg glæder mig allerede til at vi skal ind og se baseball i Chicago.

Ellers gik flyveturen hjem smertefrit med kun en halv times forsinkelse pga. vejret, så det var dejligt.

26. august 2006

Billeder fra San Francisco

Baseball-kamp mellem San Francisco Giants og Arizona Diamondbacks.

Zora og jeg ved Golden Gate-bridge.

Rundtur på Alcatraz.

Burgere og milkshakes på St. Francis Soda-Fountain.

13. august 2006

@ San Francisco



Så er vi velankommet til San Francisco. Vi ankom i torsdag, så vi har efterhånden været her et par dage nu. Det tog lidt længere tid end forventet at komme hertil, da sikkerheden blevet hævet betydeligt i lufthavnen efter terrorforsøget i London. Så vi blev en smule forsinket. Man måtte overhovedet ikke have nogen former for væsker med ombord på flyet. Men efter en 3 timers flyvetur ankom vi til lufthavnen i Oakland.
Nu sidder jeg her i det lejede hus lidt unden for San Francisco. Man har en fantastisk udsigt over byen her fra terassen. De første to aftner var stille og rolige. Vi skulle alle komme os over en lille smule jetlag og falde til. Vi var bl.a. på en lille lokal dinner, som så fuldstændig ud som man kender dem på film. Her vi fik tradionelle burgere og milkshakes.
Igår var vi så på Farmers Marked, som er et stort marked, som bliver afholdt hver lørdag formiddag på havnen. Her kommer der en masse landmænd og sætter boder op, hvorfra de så sælger alle deres grøntsager, frugter og kød. Der var en rigtig hyggelig stemning dernede - og Christina og George kendte allerede mange af landmændene på forhånd, så de fik sig en god snak.
Om aftenen holdt de så fest for nogle af deres gamle venner fra den tid, hvor de boede i San Francisco. Vi fik lidt god mad - og det var rigtig hyggeligt. Deres gode veninde Donna, havde taget peach pie med vaniljeis med. Det var en rigtig lækker ting at få lov at prøve en rigtig "American Pie".

De sidste par dage i Chicago brugte Zora og jeg på at besøge forskellige museer. Vi var bl.a. på et naturmuseum, hvor de havde et stort sommerfuglereservart. Det var utrolig spændende at se de mange forskellige sommerfugle. Jeg tror desværre at Zora var lidt for lille til museet, men det virkede nu til at hun hyggede sig meget godt.
Vi var også i zoologisk have - som her i Chicago er gratis. Man kan ganske enkelt vade ind og ud som det passer en, uden at skulle betale en krone for det. Der var mange spændende og flotte dyr derinde - og vi havde en rigtig god tid. Hun var specielt meget interesseret i aberne, som lige havde fået et nyt kul unger, som rigtig var vilde og legesyge.

Jeg har endelig også fået kontakt til Caja, som er en dansk au-pair fra Haderslev, som bor i en lille forstad til Chicago. Det er dejligt, at der endelig er kommet en dansk au-pair hertil. Vi har bare vadet lidt rundt nede i byen, været på café og i biografen. Jeg har også fået lov til at komme med til au-pair-bureauets arrangementer. Så den står både på poolparty og hyggetur til Navy Pier for mig det næste stykke tid. Selvom der næsten kun er piger i gruppen, så skal det hele jo nok gå (: Der går også forlydner om at der skulle være en anden mandlig au-pair fra Sønderborg i Chicago, så ham må jeg lige se om jeg kan få fat i. Det kunne jo være fedt at få nogle gode kammerater herovre. Selvom jeg nok også skal få det, når jeg her i slutningen af august starter til softball. Det ser jeg i hvert fald meget frem til.

De kommende dage her i San Francisco skal bruges på at besøge forskellige af Christina og Georges venner i San Francisco og omegn. Når vi kommer lidt længere hen, kan jeg komme på lidt turisttur rundt og se de forskellige attraktioner i og omkring byen. De fleste ting har Christina og George jo set allerede, så jeg må nok klare det alene. Men det skal nu nok også gå fint nok.

1. august 2006

1th of August

Anja, Elisabeth og Kate ved Lincoln Beach.

Så er jeg tilbage med endnu lidt nyt fra Chicago. Endnu en uge er gået og jeg har nu været her i lidt over 2 uger. Vejret har været utrolig varmt de sidste par dage, så det er rart at kunne sidde indenfor og blive kølet af engang imellem. Det skulle heldigvis slå om og blive en smule køligere her inden for de næste par dage.

I den sidste uge havde vi besøg af Georges mor og hendes mand, Agnes og Roy, som kommer fra Pittsburgh. De tog køreturen her til Chicago på 10 timer i et stræk og blev her i en uge. George blev født i Chicago, men flyttede derfra da han var 2 år gammel. Siden har hans mor ikke været i Chicago, så de havde en masse de gerne ville se, når de nu endelig var her. Vi var bl.a. i Millenium Park med dem, som er en stor park hvor der er en flot friluftsscene, et springvand og forskellige skulpturer. Der sker generelt en masse der med gøglere og forskellige madboder.
Dagen efter var vi på en trolley-tur rundt i byen. Det er sightseing med dobbeltdækkerbus, så man får set alle seværdighederne. Det var meget spændende og det gav mig et godt overblik over byen. Specielt spændende var det at se byens førende skyskraber, Sears Tower, som er verdens anden højeste bygning. Den har en hel bygning tilknyttet, blot til at huse klimaanlæget, samtidig med det bruger den elektricitet svarende til hvad en by på 35.000 indbyggere bruger på et døgn. Generelt har byen meget at byde på og en utrolig historie med hensyn til forretningsliv og gangstere.

Nu er vi så igen kun os fire i huset igen, hvilket også er rart nok. Der kommer lidt mere ro på det hele. Det er efterhånden også blevet tid for diverse au-pair-bureauer til at sende de "normale" au-pairs til USA. Jeg kender én, som kommer til at bo i en forstad til Chicago, som hedder Hinsdale. Ellers jeg kender hende ikke rigtigt, men gennem en anden veninde. Vi har allerede skrevet lidt sammen og har aftales at mødes. Det bliver skægt at møde andre danskere herovre.

Der er også kun lidt over en uge til at vi rejser på ferie med familien til San Francisco. Det ser jeg utrolig meget frem til. Det er den sidste store by på vestkysten, som jeg mangler at se. Jeg glæder mig specielt til at se Alcatraz, Golden Gate-bridge og prøve at køre på de stejle veje med sporvognene. Det bliver helt sikkert en stor oplevelse. Christina og George glæder sig også rigtig meget. De har boet i San Francisco i mange år og Zora er også født der. Faktisk omtaler de byen, som det bedste sted man kan leve overhovedet, så jeg er spændt på at se hvordan det er.